Et af de emner jeg synes er absolut sværest inden for forretning er personaleledelse og - over en bred kam - alt vedr. personale.

Om man driver en softwarevirksomhed, konsulentvirksomhed, webshop, grossist, fond eller noget helt andet, så er det næsten umuligt at gøre det uden at have en form for personale.

Et særligt interessant (og måske lidt tabubelagt) emne i den sammenhæng er afskedigelser og opsigelser. Hvordan håndterer man egentlig dét at afskedige en medarbejder bedst muligt? Hvordan opsiger man, som medarbejder, på den mest konstruktive måde?

Dagens nyhedsbrev fra mig handler om lige netop dét. Opsigelser, fyringer og afskedigelser.

Konkret har jeg gjort mig en håndfuld tanker som jeg har indelt i 5 punkter, herunder.

Alle 5 punkter er noget jeg har oplevet i hverdagen selv og ligeledes er det noget jeg taler om med de ledere, som jeg til hverdag er chef for.

#1 Lad være med at booke et møde
Hvis du skal opsige en medarbejder som du ikke jævnligt har for vane at holde møder med, så lad være med at booke et møde hverken dage eller uger forud. Medarbejderen ved sandsynligvis godt, at der måske er noget på færde og hvis du så (helt ekstraordinært) booker et møde med medarbejderen er der forholdsvist stor sandsynlighed for, at vedkommende omgående vil begynde at spekulere i hvad formålet med mødet er. Den slags spekulationer er sjældent konstruktive. Faktisk kan det for nogen personer være direkte paralyserende eller angstpåvirkende. Beskeder som "Har du lige 10 minutter på torsdag til et møde?" kan være noget af det absolut værste, hvis du tænker på dine medarbejderes ve og vel. Pas på med det.

#2 Dette gælder også for dig som ønsker at sige dit job op!
Står du i en situation hvor du selv ønsker at sige op? Den største tjeneste du kan gøre for mig (hvis jeg var din chef) er, at sige det direkte. Jeg har fået et utal af slack-beskeder og e-mails gennem årene i stil med "Hey Bo, kan vi lige tales ved på fredag?" eller "Hey Bo, har du 5 minutter efter weekenden?". 

Jeg ved med det samme hvad det drejer sig om, så bare vær 100% ærlig og fortæl mig det. Jeg er professionel og har ikke behov for at trække det i langdrag. Hvis du har fundet noget bedre så ønsker jeg dig held og lykke og så vil jeg egentlig helst bare i gang med planlægningen af hvordan vi begge kan komme videre bedst muligt. 

Det kan være din chef er anderledes, men jeg foretrækker åben og direkte kommunikation.

#3 Hjælp dine medarbejdere videre
Hvis du har været nødt til at afskedige en medarbejder, er det bedste du kan gøre for vedkommende, at hjælpe i dén udstrækning det giver mening for vedkomende. Det kan være han eller hun ønsker en anbefaling, en introduktion eller måske noget feedback vedr. opsætning af sin LinkedIn-profil. Lad være med at brænd nogen broer, for sandsynligheden for at I møder hinanden igen er stor. Jeg ved godt, at det kan være svært - og i nogle tilfælde måske umuligt - men gør en indsats for at holde et konstruktivt og godt forhold.

#4 Hjælp din arbejdsgiver videre
Hvis du er ansat og har sagt op (eller er blevet opsagt) gælder ovenstående også. Gør dit bedste for at få en god afsluttende fase i samarbejdet og se det som en mulighed for ikke at smække døren i, men måske i stedet blot "lukke døren på klem". Jeg har oplevet at møde rigtig mange medarbejdere (og tidligere kollegaer og chefer) i min karriere. Det stopper ikke, bare fordi I stopper med at arbejde sammen og en god relation kan hjælpe begge parter i mange år.

#5 Sådan opsiger du en medarbejder
Hvis ikke man skal booke et møde i forvejen, hvad skal man så gøre? Jeg mener den bedste måde at opsige medarbejdere er forskellige fra person til person. Min "goto"-strategi er dog ærlighed på en direkte facon. I den sammenhæng er der dog nogle tips jeg selv har nydt godt af. De kommer herunder.

#5a) Det er en god idé at opsige en medarbejder sidst på dagen.
Der er ingen grund til at lade en medarbejde sidde på kontoret hele dagen, efter de er blevet opsagt. Hiv vedkommende til side lige inden lukketid og giv beskeden, så vedkommende kan tage hjem med det samme og "samle tankerne".

#5b) Gør det krystalklart, hvad der skal ske.
Lad være med at væve når du opsiger en medarbejder. Kom til sagen. Umiddelbart efter at døren er lukket i et mødelokale og I begge har sat jer ned kan du sige "Jeg er desværre nødt til at opsige dig. Det betyder du har din sidste dag d. xx.xx.". Der er ingen grund til at bruge 5 minutter på en lang snak inden du opsiger vedkommende, da det blot er at trække pinslen ud. Lad også være med at være utydelig. Sig f.eks. ikke "Ja, det går jo ikke rigtig" eller sådan noget, hvor du antager at medarbejderen forstår beskeden. Gør det 100% tydeligt. Når du har gjort det tydeligt kan du bagefter tage en dialog om situationen.

#5c) Giv medarbejderen mulighed for at gå hjem
Personen du har opsagt er muligvis ked af det eller frustreret og orker måske ikke en masse spørgsmål fra kolleager. Giv derfor medarbejderen mulighed for omgående at gå hjem. Det minimerer også risikoen for at der handles i affekt eller at medarbejderen skal stå i en situation hvor han eller hun føler at man taber ansigt.

#5d) Meld opsigelsen ud, hurtigst muligt
Lad være med at holde på hemmeligheden om opsigelsen i flere uger. Nogle gange kan det være nødvendigt at holde det internt i et par dage eller måske endda en uge, men så vidt muligt bør du internt kommunikere det ud hurtigst muligt, så ikke der opstår en masse tvivl, snak i krogene eller usikkerhed. Jo hurtigere hele firmaet (eller teamet) kan arbejde sammen i "den nye virkelighed", des bedre.